fbpx

Vinteren i Sofia er en kold og vanskelig tid for hjemløse Yulia.

For seks år siden var hun en respekteret lærer og inspektør. I dag er hun hjemløs og sælger buketter for at overleve.

 

-Hvis jeg tænker for meget på, hvordan jeg engang var, går jeg helt ned med flaget, siger Yulia (63). Hun holder til på Sofia togstation. I 22 minus grader forsøger hun at sælge blomsterbuketter, hun selv har bundet. At hun har en universitetsuddannelse, og for få år siden fungerede som lærer og inspektør, er svært at tro. 

 

På et øjeblik blev livet vendt på hovedet

Hun siger, at alt pludselig ændrede sig, da hendes søn blev udsat for en alvorlig voldsepisode. Han blev slået ned og fik påført store og alvorlige skader. Yulia og hendes mand så ingen anden udvej end at sælge deres lejlighed og flytte til byen. På den måde kom de tættere hospitaler og bedre behandlingsfaciliteter.

På det tidspunkt arbejdede hun som inspektør på en skole, og manden havde en god stilling som ingeniør. Yulia var derfor optimistisk omkring at flytte og finde nye job. At de ville ende som hjemløse, var helt utænkeligt.

 

 

En oase i vinterkulden

Mission Uden Grænsers ”Street-Mercy” bil stopper på samme sted hver dag. Her får de hjemløse mad, tæpper, tøj og varme ord. Yulia og manden møder trofast op ved bilen. Ofte er det det eneste måltid, de spiser i løbet af en dag.

Det faste mødested er som en varm oase i vinterkulden. Det er godt at mærke sine fingre blive varme rundt om en rygende kop suppe. Maven får en langvarig påfyldning, og sindet lysner lidt, når kroppen er næret.

 

 

- Jeg takker Gud for Mission Uden Grænser. På kolde dage som denne, ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre uden det varme tøj, strømper, sko og tæpper, I har givet os, siger en taknemmelig Yulia.

Hendes frosne hænder holder forsigtigt omkring buketten af ​​kviste og småblomster. Hun får, hvad kunderne er villige til at give for dem, siger hun. Opsparingen er for længst brugt op. I seks år har de boet på gaden.

- Tidligere uddelte jeg eksamensbeviser til håbefulde studerende. I dag sidder jeg her, sukker Yulia og kigger på buketten.

 

Bor i en forladt bygning

Sønnen får ikke de professionelle behandlinger for sine skader, som han behøver. Han har fundet en forladt bygning uden for den by, hvor han bor. Der er hverken lys, varme eller vand. På grund af ulykken har han store psykiske problemer, og vil ikke have kontakt med sine forældre. Nogle gange tillader han sin mor at komme på besøg, og så plejer hun at overnatte hos ham. Normalt sover hun og manden på togstationen sammen med andre hjemløse, der søger varme og ly.

Livet som hjemløse er benhårdt. 

-Hundene får bedre behandling end os, siger Yulia. Heldigvis har de hinanden. Løftet om at holde sammen i medgang og modgang holder stadig. De sidder tæt op ad hinanden i læ ved nogle buske og holder hinanden i hænderne. Håbet om et bedre liv lever stadig...

 

Lige nu er vinteren koldest i Østeuropa. Mange mennesker har brug for hjælp.

Ønsker du at bidrage? Giv via sms, skriv MUG til 1245 (150,- kr. trækkes fra din mobilregning). Dit bidrag kan give varmt tøj, sko, brændstof, tæpper, mad og omsorg til mennesker i Østeuropa, der kæmper i vinterkulden.

 

 

 

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen og føre statistik