fbpx

Vores lokale medarbejdere og frivillige uddeler mad til krigsramte ukrainske flygtninge i Moldova og nødhjælpspakker til de allermest udsatte – både i Ukraine og ved grænserne til nabolande.

”Vi er hårdt ramt af krigen, der eskalerer dag for dag. Mennesker dør på begge sider af fronten. Mange familier har mistet deres kære. Og tusindvis er på flugt. Folk er trætte og udmattede efter i årevis at leve i konstant frygt!”

Sådan lyder nødråbet fra Oleg Serba i Østukraine, der er under angreb fra russiske styrker, bomber og missiler. Han er MUGs koordinator i Ukraine og uddeler, sammen med lokale kirker, nødhjælp til de familier i landsdelen, der er hårdest ramt. Desuden uddeles mad til ukrainske flygtninge ved grænserne til Rumænien og Moldova. 

Oleg tilbyder ukrainere at søge ly i sin private kælder, når sirenerne lyder. På billedet ses, hvordan kælderen fyldes med kvinder og børn.

Flygtningene er udmattede og bange

Mere end 237.000 flygtninge er ankommet til Moldova og i grænsebyen Palanca, har den lokale kirke, i skrivende stund, skabt ly for 160 flygtninge og serverer omkring 1.000 portioner mad i døgnet til flygtninge som krydser grænsen.

"Igår tilberedte vi mad til flygtninge hele natten. Tilstrømningen stoppede ikke... Der var mange mødre med små børn!", fortæller Sergiu, vores medarbejder i Palanca, og tilføjer: "Flygtningene er knuste, udmattede, kolde og meget bange. De havde jo ikke forventet at skulle flygte for deres liv. Når jeg spørger, hvor de kommer fra, og hvad der er sket, kan de ikke holde tårerne tilbage."

 

Af de 160 flygtninge, som søger ly i den lokale kirke i Palanca, opholder nogle sig der et par dage for at få varmen, mens andre skynder sig at flygte videre. Flere familier er blevet indlogeret privat.

”Vi beder for flygtningene i det kolde vejr og håber, at vi har nok varme tæpper at tilbyde dem”, tilføjer pastor Sergiu.

Donerede varer er på vej til Ukraine og Moldova 

2. marts sendte vores team i Bulgarien en lastbil til Ukraine fyldt med madrasser, sengetøj, vintertøj og -sko til både voksne og børn.

Vores medarbejder i Bulgarien, Natalia, fortæller: "Det var fantastisk, at det lykkedes os at få en lastbil afsted til Ukraine, når den største udfordring disse dage er at finde folk, der vil levere varer i en krigszone. Vi planlægger at sende flere leveringer til Ukraine, hvis det er muligt."

En anden lastbil kørte afsted til Moldova med forsyninger til ukrainske flygtninge – yderligere to lastbiler til Moldova er pakket og klar til afgang.

Nødhjælpspakker med mad og hygiejneartikler til krigens ofre

Vi har igangsat en nødhjælpsaktion, hvor vores lokale medarbejdere og frivillige uddeler nødhjælpspakker med mad og hygiejneartikler til de allermest udsatte – både i Ukraine og ved grænserne til flere nabolande.



Vil du give en nødhjælpspakke?

For 180 kr. kan en flygtningefamilie nu få næringsrig mad, tandpasta, sæbe og andet nødvendigt hygiejneudstyr, der viser ukrainerne, at omverdenen tænker på dem.

MOBILEPAY 80703
Skriv NØDPAKKE i kommentarfeltet.
Skattefradrag? Angiv din adresse og dit CPR-nr i kommentarfeltet.

Tak for din omsorg.

Venlig hilsen
Katarina

Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen og føre statistik