Hvad gør du nu, lille ven?

Det er en uge siden vi var sammen, men jeg smiler stadigvæk, når jeg tænker på dig.

Du kom hoppende glad gennem porten til missionscentret med skoletasken dansende på ryggen. Du glædede dig til at komme derhen. Det var ikke svært at se.

Din mor havde trukket strømpebukserne godt op over din mave. Og jeg tænkte, eller håbede er måske mere korrekt at sige, at det betyder at du får god omsorg fra din mor derhjemme. Men jeg ved at din mor og far ofte er væk. De er på den store losseplads hele dagen, for at samle plast og metal, som de kan sælge. Sådan forsørger de dig.

Du har en storesøster, som tog sig af dig mens de var borte, men da hun blev gammel nok, flyttede hun fra landsbyen, for at bo sammen med sin kæreste. Bedstefar havde altid et skød, du kunne sidde på, men han er død. Alligevel er du ét stort smil.

På missionscentret får du alt det, du skulle have fået derhjemme. Mad, omsorg, lektiehjælp, svar på spørgsmål, et godt kram, et godt råd, du lærer at vaske hænderne før maden og at takke for maden, når du har spist. Besøget på missionscenteret denne dag, får mig VIRKELIG til at indse hvor vigtig dette sted er. For hvor skal du gå hen, hvis du ikke kan komme her?

Denne dag fik du og de andre børn at vide, at missionscentret må lukke på ubestemt tid. Ingen ved, hvad der kommer til at ske fremover. Hele verden er i nødtilstand på grund af Corona-virussen. Du er en af dem, som bliver hårdest ramt, fordi du allerede har en usikker hverdag.

Jeg er hjemme igen efter en uge i Rumænien. Her er der også usikre tider nu, men på en helt anden måde. Jeg tænker på dig og de andre børn, som jeg fik glæden af at møde, før hele verden gik i dvale. Foreløbigt kan I hente mad, som er lavet på missionscentret, men jeg håber I snart kan komme hoppende ind gennem porten igen og få det sted tilbage, som betyder så meget for jer i en vanskelig hverdag.

Kram Marte