Uafhængig - mod alle odds

Hun voksede op i fattigdom, flyttede hjemmefra som 12-årig og blev mor som 15-årig. Nu står hun foran mig som et levende bevis på, at det umulige er muligt.

Det nye murstenshus for enden af gaden, er højere end de andre huse i nabolaget. Et noget usædvanligt syn blandt alle de gamle, små og slidte huse. Et glimt af håb i håbløshed.

Kontrasten til de gamle kommunistblokke, vi passerede på vores vej hertil, er stor. For ikke at nævne husene i nabolaget. Små skure, sammenlappet på bedste vis, af det man har fundet hen af vejen. Gamle planker, mure, jordgulve og vinduer, der langt fra er tætte. Det er svært at tro på, at dette er nogens hjem.

Men i dag er det huset for enden af gaden, som er målet. Her kan børnene faktisk sidde på gulvet og lege, og duften af stegte snitzler møder mig i døren. Jeg besøger rumænske Maria (33) og hendes familie.

^{Det er dejligt, når gæsterne har mad og lidt slik med.}

Hun byder os velkommen med et smil og viser os stolt stuen, hvor lyset strømmer ind gennem vinduerne. - Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 12 år gammel, siger hun og sender os et skævt smil, som fortæller os, at det måske ikke ligefrem er noget, hun ønsker sig for sine piger. Hun flyttede ind hos sin kæreste, som var femten. Tre år senere fik de deres første barn.

Hele hendes liv har været en kamp mod fattigdom og nød. Både hun og manden voksede op i dårligt stillede hjem. Intet blev serveret på et sølvfad. Hverdagen handlede stort set om overlevelse. Det var også deres fokus, da de en nat for tre år siden vågnede op, fordi deres hjem stod i flammer.

De mistede alt. Endnu engang stod de på bar bund.

Mange havde sandsynligvis givet op og tænkt at nu kan jeg virkelig ikke klare mere – men ikke denne familie! Da de blev tilbudt hjælp af Mission Uden Grænser, greb de muligheden med begge hænder. De begyndte at byggede et nyt hus med værktøj og materialer, som de modtog. Senere fik de et drivhus, så de også kan dyrke mad. De fik tre grise. Og ikke mindst, lærte de mennesker at kende, som troede på dem og sagde, at de kunne klare det. Og nu... ja nu, har de klaret det!!

^{Octacian synes det er dejligt at være sammen med tante Maria i drivhuset. Hun passer sin lille nevø hver dag.}

^{Maria sammen med sin ældste datter og nevø i kvarteret, hvor de bor.}

Nogle gange virker fattigdommen og håbløsheden overvældende. Havde jeg mødt Maria som 12 årig, da hun flyttede ind hos sin kæreste, ville jeg aldrig have troet at dette ville gå godt. I dag står hun her som et levende bevis på det modsatte.

Der er mange familier som Marias i Østeuropa. Familier med viljestyrke og potentiale. De har bare brug for lidt hjælp på vejen.

Næste gang jeg tror at noget er umuligt, tænker jeg på Maria. Hun er mit bevis på, at alt er muligt.

Kram Marte

_________

Ønsker du at blive fadder for en familie i Østeuropa?

Læs mere her